3. pladsen 2011

Af Christina Berg Nielsen

Der var engang en venlig bager med rund mave og runde kinder. Han boede i en lille lejlighed midt inde i byen lige ved siden af den store pandekagefabrik. Hver dag bagte pandekagefabrikken 3072 helt ens pandekager. Direktøren trykkede bare på en knap, og så gik alle maskinerne i gang. De larmede helt forfærdeligt, og op af skorstenen steg en sort tyk røg. Den store maskine pakkede pandekagerne ind i plastic med 12 stk. i hver. De blev pakket så stramt, at al smagen i pandekagerne blev klemt ud.

Alligevel var alle folk i byen helt vilde med pandekagerne. Bageren mente, at det måtte være fordi, de aldrig havde smagt bedre. Han satte sig for, at han ville lave en helt perfekt pandekage, som byens folk skulle smage.

Hver eneste dag gik bageren ud i sit køkken. Der stod han i mange timer og blandede dej til forskellige pandekager for at finde den allerbedste. De mislykkede pandekager smed han ud ad vinduet. Til sidst var han lige ved at give op, men så kom han i tanke om sine gode venner i bjergene. De syv møllere der malede magisk mel. Bageren sendte en brevdue med et brev om anklen og modtog efter et par dage en sæk fyldt med magisk mel.

Melet gjorde, at bageren kunne lave en perfekt pandekage. Den blev ganske vist lidt skæv, men den smagte fantastisk. Han gik ned på gaden for at vise sin pandekage frem til folkene i byen. De var alle sammen lige ved at kaste sig over pandekagen for at få en bid, men i samme sekund fortrød bageren og stoppede dem.

”Nej, vent nu lige lidt,” sagde bageren. ”Den her pandekage er da alt for lille. Hvad om jeg går hjem og laver en endnu større pandekage, så alle kan blive mætte?”

Det syntes de var en god idé, og så gik bageren hjem for at bage en ny pandekage. Den der var for lille, smed han ud ad vinduet.

Det tog lidt tid at lave så stor en pandekage, men han klarede det. Han gik ned på gaden for at vise sin pandekage frem. Endnu engang var de sultne mennesker lige ved at kaste sig over pandekagen, men bageren stoppede dem i sidste sekund.

”Nej, vent nu lige lidt. Den her pandekage er da heller ikke stor nok. Jeg vil have, at alle i hele byen skal kunne smage min pandekage. Ikke kun menneskerne, men også dyrene. Jeg må hjem og lave en endnu større pandekage.”

Menneskerne i byen var ved at blive utålmodige, men de lod ham prøve én gang mere. Han smed den mellemstore pandekage ud ad vinduet.

Den tredje pandekage blev kæmpestor, og han var nu klar til at vise den frem til byen. Han var rigtig stolt af sig selv, og han vidste, at der ville være mere end nok til alle. Men da han kom udenfor, var der slet ingen mennesker. Kun en lille pige sad og legede med sin dukke.

”Sig mig engang hvor er alle folk henne?” spurgte bageren.

Pigen forklarede, at de var gået ind for at spise pandekager. De gad ikke længere vente på, at bageren blev færdig, så nu spiste de pandekager fra den store pandekagefabrik igen. Det blev bageren meget ked af at høre, men han spurgte da pigen:

”Hvorfor spiser du ikke pandekager sammen med de andre?”

Pigen forklarede, at hun boede i lejligheden lige under ham. Hun havde smagt alle hans kasserede pandekager, der røg ud af vinduet, og syntes, at de smagte meget bedre end pandekagefabrikkens. Hun ville vente på, at hun måtte smage hans kæmpestore pandekage.

”Jamen så foreslår jeg da, at vi sætter os over på bænken og går i gang,” sagde bageren.

De lod også fuglene og alle de andre dyr smage pandekagen. Den var intet mindre end fantastisk.

Fra den dag af hjalp den lille pige bageren med at bage pandekager hver eneste dag.

Menneskerne i byen begyndte at bemærke den herlige duft fra bagerens lejlighed og ville også gerne smage en pandekage. De syv møllere blev ved med at sende mel i bytte for pandekager, og fra da af var der aldrig nogen i byen, der rørte pandekagefabrikkens kedelige pandekager. Pandekagefabrikkens maskiner stoppede deres larm, direktøren gik hjem, og fuglene byggede rede i fabrikkens skorsten.

Bageren, pigen og alle de andre i byen levede lykkeligt til deres dages ende med masser af dejlige pandekager i maverne.