
Skolen
Pandekagedagen kan bruges i undervisningen i både dansk, hjemkundskab, historie og religion, men også til tværfagligt samarbejde:
I undervisningen i dansk kan man se på tekstgenrer som eventyr, fabler, tegneserier og børnebøger, der alle byder på pandekagehistorier. Desuden kan man vælge at gøre stilskrivningen skæggere ved at lade eleverne deltage i Årets Pandekagehistorie for skoleklasser.
På siderne om konkurrencen Årets Pandekagehistorie finder man også en mini-forfatterskole, der forklarer om genrerne eventyr, fabler og noveller.
I fagene historie og religion kan man se på Pandekagedagens historiske oprindelse. Tidligere var Pandekagedagen også kendt som ”hvide tirsdag”, og fejres stadig flere steder rundt om i verden. Ligesom fastelavn er Pandekagedagen knyttet til den kristne faste og kan benyttes som en dør til Danmarks kulturhistorie.

I skolekøkkenet vil det være oplagt at lave en pandekagemenu på Pandekagedagen. Variationerne er mange, fra amerikanske pandekager til blinis, madpandekager med fyld og pandekager med forskellige bær. Desuden kan eleverne lære om friske og ferske madvarer, håndtering af æg i køkken osv. Kun fantasien sætter grænser!
